Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Peer Gynt

Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.

Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —

ligeså hos os, hvis bare de turde.

Dovregubben

Sandt nok; vi er ens i det og mer.

Men morgen er morgen og kveld er kveld,

så forskel blir der nu lige vel. —

Nu skal du høre hvad det er for noget:

Derude, under det skinnende hvælv,

mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»

Herinde hos os mellem troldenes flok

det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»

Hoftroldet

(til Peer Gynt.)

Øjner du dybden?

Peer Gynt

Det tykkes mig tåget.

Dovregubben

«Nok», min søn, det kløvende, stærke

ord må stå i dit våbenmærke.

Peer Gynt

(river sig bag øret.)

Nej, men —

Dovregubben

Det må, skal du her vorde herre!

Peer Gynt

Ja, skidt; lad gå;

det er jo ikke værre —

Dovregubben

Dernæst må du lære at sætte pris

på vor jævne hjemlige levevis.

(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o. s. v. bringer mad og drikke.)

Koen giver kager og studen mjød;

spørg ej om den smager sur eller sød;

hovedsagen er, det får du ej glemme,

den er brygget herhjemme.

Peer Gynt

(støder sagerne fra sig.)

Fanden med eders hjemlige drik!

Jeg vænner mig aldrig til landsens skik.

Dovregubben

Bollen følger med, og den er af guld.

Hvo guldbollen ejer, ham er datter min huld.

Peer Gynt

(grundende.)

Der står jo skrevet:

Du skal tvinge din natur; —

og i længden falder drikken vel mindre sur.

Lad gå!

(føjer sig.)

Dovregubben

Se, det er fornuftigt sagt.

Du spytter?

Peer Gynt

En får håbe på vanens magt.

Dovregubben

Dernæst må du kaste dine kristenmands-klæder;

thi det skal du vide til vort Dovres hæder:

her er alting fjeldvirket, ingenting fra dalen,

undtagen silkesløjfen yderst på halen.

Peer Gynt

(vred.)

Jeg har ingen hale!

Dovregubben

Så kanst du få.

Hoftrold, bind ham min søndagshale på.

Peer Gynt

Nej, om du får!

Vil I gøre mig til nar?

Dovregubben

Bejl aldrig til datter min med bagen bar.

Peer Gynt

Gøre mennesker til dyr!

Dovregubben

Min søn, du fejler;

jeg gør dig bare til en høvelig bejler.

Du skal få en brandgul sløjfe at bære,

og det gælder her for den højeste ære.

Peer Gynt

(betænksomt.)

Der siges jo, mennesket er kun et fnug.

Og lidt får en lempes efter skik og brug.

Bind væk!

Dovregubben

Du est en medgørlig fyr.

Hoftroldet

Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

Peer Gynt

(arrig.)

Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?

kræver I også min kristenmands-tro?

Dovregubben

Nej, den kan du gerne beholde i ro.

Troen går frit; den lægges ingen told på;

det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.

Bare vi er ens i lader og klædsel,

kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.

Peer Gynt

Du er dog, de mange vilkår tiltrods,

mere rimelig karl, end en skulde frygte.

Dovregubben

Min søn, vi trolde er bedre

end vort rygte;

det er også en forskel mellem jer og os. —

Dog, endt er gildets alvorlige del;

nu vil vi ører og øjne fryde.

Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!

Dansemø, frem!

Træd Dovrehallens fjæl!

(Spil og dans.)

Hoftroldet

Hvad tykkes dig?

Peer Gynt

Tykkes, hm! —

Dovregubben

Tal uden frygt.

Hvad ser du?

Peer Gynt

Noget ustyggelig stygt.

Med kloven slår en bjeldeko

et tarmestrængt spil.

I stuthoser tripper en purke dertil.

Hoftroldene

Æd ham!

Dovregubben

Husk, han har menneskesanser!

Troldjomfruer

Hu, riv af ham både øre og øje!

Den grønklædte

(grædende.)

Huhu! Sligt må vi høre og døje,

når jeg og søster min spiller og danser!

Peer Gynt

Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,

det ved du, er aldrig så ilde ment.

Den grønklædte

Tør du bande på det?

Peer Gynt

Både dansen og spillet

var, katten klore mig, rigtig pent.

Dovregubben

Det er underligt med den menneskeart;

den hænger i så mærkværdigt længe.

Får den i dyst med os en flænge,

sætter den vel ar, men den heles snart.

Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;

villig har han kastet kristenmands-brogen,

villig har han drukket af mjødpokalen,

villig har han bundet bag på sig halen, —

så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,

at trygt jeg tænkte, den gamle Adam

var engang for alle på porten jaget;

men se, med et har han overtaget.

Ja-ja, min søn, så må du i kur

mod denne hersens menneskenatur.

Peer Gynt

Hvad vil du gøre?

Dovregubben

I venstre øjet

jeg risper dig lidt, så ser du skævt;

men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.

Så skærer jeg ud den højre ruden —

Peer Gynt

Er du drukken?

Dovregubben

(lægger nogle skarpe redskaber på bordet.)

Her ser du glasmestertøjet.

Spjeld skal du få, som den olme studen.

Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —

og aldrig vil synet dit kverves, som før,

af trippende purker og bjeldekør —

Peer Gynt

Det er galmands snak!

Det

ældste hoftrold

Det er Dovregubbens tale;

han er den vise og du den gale!

Dovregubben

Tænk efter, hvor megen fortræd og plage

du kan fri dig for mellem år og dage.

Kom dog ihug, at synet er kilden

til grådens argende beske lud.

Peer Gynt

Sandt nok; og der står i huspostillen:

forarger dig øjet, så slå det ud.

Hør! Sig mig, når heles så synet igen

til menneskesyn?

Dovregubben

Ingensinde, min ven.

Peer Gynt

Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.

Dovregubben

Hvad vil du udenfor?

Peer Gynt

Gå min vej.

Dovregubben

Nej, stop! Det