Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Er sønnen min her? Nu skal han ha'e stryg!

Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!

Smeden

(brætter skjorteærmene op.)

Til slig en krop er påken for myg.

Nogle

Smeden vil dænge ham!

Andre

Flænge ham!

Smeden

(spytter i hænderne og nikker til Åse.)

Hænge ham!

Åse

Hvad! Hænge min Peer! Ja, prøv om I tør; —

Åse og jeg, vi har tænder og klør!

Hvor er han?

(råber henover tunet.)

Peer!

Brudgommen

(kommer løbende.)

Å, Guds død og plage!

Kom, faer og moer, og —!

Faderen

Hvad er ivejen?

Brudgommen

Tænk, Peer Gynt —!

Åse

(skriger.)

Har de taget ham afdage?

Brudgommen

Nej, Peer Gynt —! Se, opover hejen —!

Mængden

Med bruden!

Åse

(lader kæppen synke.)

Det ubæst!

Smeden

(som himmelfalden.)

I bratteste fjeldet

klyver han, ja-Gud, på gedens vis!

Brudgommen

(grædende.)

Han bær' hende, moer, s

om en bær' en gris!

Åse

(truer op til ham.)

O, gid du faldt ned og —!

(skriger i angst.)

Træd varsomt i hældet!

Hægstadbonden

(kommer barhovedet og hvid af vrede.)

Jeg tager hans liv for det bruderov!

Åse

Å, nej Gud straffe mig om I får lov!

Anden handling

(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen.)

(Peer Gynt går ilsomt og uvilligt langs stien. Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde ham tilbage.)

Peer Gynt

Gå ifra mig!

Ingrid

(grædende.)

Efter dette! Hvor?

Peer Gynt

Så langt du vil for mig.

Ingrid

(vrider hænderne.)

O, hvad svig!

Peer Gynt

Unyttig trætte.

Hver får gå sin egen vej.

Ingrid

Brot – og brot igen os binder!

Peer Gynt

Djævlen stå i alt, som minder!

Djævlen stå i alle kvinder, —

uden en —!

Ingrid

Hvem er den ene?

Peer Gynt

Ikke dig.

Ingrid

Hvem er det da?

Peer Gynt

Gå! Gå did du kom ifra!

Fort! Til faer din!

Ingrid

Kære, vene —!

Peer Gynt

Ti!

Ingrid

Du kan umuligt mene,

hvad du siger.

Peer Gynt

Kan og vil.

Ingrid

Lokke først, – og så forskyde!

Peer Gynt

Og hvad kår har du at byde?

Ingrid

Hægstad gård og mere til.

Peer Gynt

Har du salmebog i klædet?

Har du guldfaks over nakken?

Skotter du nedover spredet?

Holder du din moer i stakken?

Svar!

Ingrid

Nej; men —?

Peer Gynt

Gik du til presten

nu ivår da?

Ingrid

Nej, men Peer —?

Peer Gynt

Har du blygsel over øjet?

Kan du nægte, når jeg beer?

Ingrid

Kors; jeg tror, hans vid er fløjet —!

Peer Gynt

Blir der helg, når en dig ser?

Svar!

Ingrid

Nej, men —

Peer Gynt

Hvad er så resten!

(vil gå.)

Ingrid

(træder ivejen.)

Ved du, det er halsløs dåd,

hvis du sviger?

Peer Gynt

Får så være.

Ingrid

Du kan vinde gods og ære,

hvis du taer mig —

Peer Gynt

Har ej råd.

Ingrid

(brister i gråd.)

O, du lokked —!

Peer Gynt

Du var villig.

Ingrid

Trøstløs var jeg!

Peer Gynt

Jeg var yr.

Ingrid

(truende.)

Ja, men boden blir dig dyr!

Peer Gynt

Dyrest bod får kaldes billig.

Ingrid

Står du fast ved dit?

Peer Gynt

Som sten.

Ingrid

Godt; så se da, hvem som vinder!

(går nedover.)

Peer Gynt

(tier en stund; med et skriger han):

Djævlen stå i alt, som minder!

Djævlen stå i alle kvinder!

Ingrid

(drejer hovedet og råber hånligt op):

Uden en!

Peer Gynt

Ja; uden en.

(de går hver sin vej.)

(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op.)

(Åse, fortvivlet, råber og ser sig om til alle sider. Solvejg har ondt for at holde skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)

Åse

(fægter med armene og river sig i håret.)

Alting er imod mig med vredens vælde!

Himmel og vand og de stygge fjelde!

Himlen vælter skodde for at forvilde ham!

Det lumske vand vil ved livet skille ham!

Fjeldene vil slå ham med skred og rap; —

og så menneskene! De er ude på drab!

Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!

O, den bytting; at fanden skulde friste ham!

(vender sig til Solvejg.)

Ja, er det ikke rent utænkeligt sligt? —

Han, som stødt for med løgn og digt; —

han, som bare i munden var stærk;

han, som aldrig har prøvet et dugeligt værk; —

han —! En kunde både græde og le! —

O, vi holdt sammen i nød og ve.

Ja, for du skal vide, manden min drak,

for bygden rundt med dårskab og snak,

ødte og trådte vor velstand under fod.

Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.

Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;

for det falder mig så svært at stå rigtig imod.

Det er så fælt at se skæbnen under øjne;

og så vil en jo gerne ryste sorgerne af sig,

og prøve som bedst at skyde tankerne fra sig.

En bruger brændevin, en anden bruger løgne;

å, ja! så brugte vi eventyr

om prinser og trolde og alleslags dyr.

Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,

de fandens rægler skulde i ham hængt?

(forfærdet igen.)

Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!

Peer! Peer! – Deroppe på haugen —!

(løber op over en liden højde og ser over vandet. Indflytter-folkene kommer til.)

Åse

Ikke spor at se!

Manden

(stille.)

Det er værst for ham.

Åse

(grædende.)

Ak, min Peer! Mit fortabte lam!

Manden

(nikker mildt.)

Ja, rigtig. Fortabt.

Åse

Nej, snak ikke slig!

Han er så glup. Der er ingen ham lig.

Manden

Du dårlige kvinde!

Åse

Å-ja, å-ja;

jeg er