Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Peer Gynt

(rejser sig stille og dødbleg.)

En, som har husket, – og en, som har glemt.

En, som har mistet, – og en, som har gemt. —

O, alvor! – Og aldrig kan det leges om!

O, angst! – Her var mit kejserdom!

(løber ind over skogstien.)

(Nat. – Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.)

(Peer Gynt løber over moen.)

Peer Gynt

Aske, skodde, støv for vinden, —

her er nok at bygge af!

Stank og råddenskab for inden;

alt ihob en kalket grav.

Digt og drøm og dødfødt viden

lægger fod om pyramiden;

over den skal værket højne

sig med trappetrin af løgne.

Flugt for alvor, sky for anger,

som et skilt på toppen pranger,

fylder domsbasunen med sit:

Petrus Gyntus Cæsar fecit!

(lytter.)

Hvad for gråd af barnerøster?

Gråd, men halvt på vej til sang. —

Og for foden triller nøster —!

(sparker.)

Væk! I gør mig stien trang!

Nøsterne

(på jorden.)

Vi er tanker;

du skulde tænkt os; —

pusselanker

du skulde skænkt os!

Peer Gynt

(går udenom.)

Livet har jeg skænkt til en; —

det blev fusk og skæve ben!

Nøsterne

Tilvejrs vi skulde

som skakende røster, —

og her må vi rulle

som grågarns-nøster.

Peer Gynt

(snubler.)

Nøste! Dit fordømte drog!

Spænder du for faer din krog!

(flygter.)

Visne blade

(flyver for vinden.)

Vi er et løsen;

du skulde stillet os!

Se, hvor døsen

har ynkeligt pillet os.

Ormen har ædt os

i alle bugter;

vi fik aldrig spredt os

som krans om frugter.

Peer Gynt

Fåfængt var dog ej jer fødsel; —

læg jer stilt og tjen til gødsel.

Susning i luften

Vi er sange;

du skulde sunget os! —

Tusende gange

har du kuget og tvunget os.

I din hjertegrube

har vi ligget og ventet; —

vi blev aldrig hentet.

Gift i din strube!

Peer Gynt

Gift i dig, dit dumme stev!

Fik jeg tid til vers og væv?

(skyder snarvej.)

Duggdråber

(drysser fra grenene.)

Vi er tårer,

der ej blev fældte.

Isbrod, som sårer,

kunde vi smelte.

Nu sidder brodden

i bringen lodden;

såret er lukket;

vor magt er slukket.

Peer Gynt

Tak; – jeg græd i Rondesvalen, —

fik dog lige fuldt på halen!

Brækkede strå

Vi er værker;

du skulde øvet os!

Tvivl, som kværker,

har krøblet og kløvet os.

På yderste dagen

vi kommer i flok

og melder sagen, —

så får du nok!

Peer Gynt

Kæltringestreger! Tør I skrive

mig tilbogs det negative?

(haster afsted.)

Åses stemme

(langt borte.)

Tvi, for en skydsgut!

Hu, du har væltet mig!

Sne faldt her nys, gut; —

stygt har den æltet mig. —

Galt har du kørt mig.

Peer, hvor er slottet?

Fanden har forført dig

med kæppen i kottet!

Peer Gynt

Bedst, en stakkar væk sig skynder.

Skal en bære fandens synder,

må en snart i bakken segne;

de er tunge nok, ens egne.

(løber.)

(Et andet strøg på moen.)

Peer Gynt

(synger.)

En graver! En graver! Hvor er I, hunde?

En sang af brægende klokkermunde;

om hatteskyggen en sørgeflig; —

jeg har mange døde; jeg skal følge lig!

(Knappestøberen med redskabskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.)

Knappestøberen

Godt møde, gubbe!

Peer Gynt

God kveld, min ven!

Knappestøberen

Karlen har hastværk. Hvor skal han hen?

Peer Gynt

Til gravøl.

Knappestøberen

Ja så? Lidt skralt jeg ser; —

med forlov, – du hedder vel ikke Peer?

Peer Gynt

Peer Gynt, som man siger.

Knappestøberen

Det kalder jeg held!

Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.

Peer Gynt

Skal du det? Hvad vil du?

Knappestøberen

Her kan du se;

Jeg er knappestøber. Du skal i min ske.

Peer Gynt

Hvad skal jeg i den?

Knappestøberen

Du skal smeltes om.

Peer Gynt

Smeltes?

Knappestøberen

Her er den, skuret og tom.

Din grav er gravet, din kiste bestilt.

I skrotten skal ormene leve gildt; —

men jeg har ordre til, uden dvælen

på Mesters vegne at hente sjælen.

Peer Gynt

Ugørligt! Sådan foruden varsel —!

Knappestøberen

Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel

i stilhed at vælge dagen til festen,

uden ringeste varsel for hædersgæsten.

Peer Gynt

Ja, rigtig. Det rundt i min hjerne løber.

Du er jo —?

Knappestøberen

Det hørte du; – knappestøber.

Peer Gynt

Forstår! Kært barn har mange navne.

Ja så da, Peer; det er der, du skal havne!

Men dette, go'e karl, er uredelig færd!

Jeg ved, jeg er mildere medfart værd; —

jeg er ikke så gal, som I kanske tror, —

har øvet adskilligt godt her på jord; —

i værste fald kan jeg kaldes en flynder, —

men sletikke nogen særdeles synder.

Knappestøberen

Nej, det er jo netop knuden, mand;

du er ingen synder i højere forstand;

se, derfor slipper du pinsels-veen,

og kommer, som andre, i støbeskeen.

Peer Gynt

Kald det, hvad du vil, – ske eller pøl;

mungåt og bjor er beggeto øl.

Vig, Satan!

Knappestøberen

Du er da vel aldrig så grov

at tænke, jeg traver på en hestehov?

Peer Gynt

På hestehov eller ræveklør, —

pak dig; og pas dig for hvad du gør!

Knappestøberen

Min ven, du er i en stor vildfarelse.

Begge har vi hast, og til tidsbesparelse

skal jeg forklare dig sagens grund.

Du er, som jeg har af din egen mund,

ikke nogen såkaldt storartet synder, —

ja, knapt en middels —

Peer Gynt

Se, se; du begynder

at snakke rimeligt —

Knappestøberen

Vent nu lidt; —

men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt —

Peer Gynt

Det gør jeg jo heller ikke fordring på.

Knappestøberen

Altså midt imellem, og så som så.

En synder af det rigtig storladne slags

træffes ikke langs alfarvej nutildags;

der skal mere til, end at traske i dynd;

der kræves både